11 steder du kan finde startups at investere i
Er der et samlet indeks over alle startups i Danmark, som man kan investere i?
Nej. Investering i startups er langt fra som på børsen, hvor man nemt kan udforske og investere i alt fra aktier til råolie via f.eks. Nordnet eller din bank. Så hvor går man hen, hvis man vil investere i startups? Danmark har ingen markedspladser for startup-investeringer ligesom i udlandet, hvor f.eks. equity crowdfunding platforme som Seedrs, Invesdor, FundedByMe, Syndicate Room, Crowdcube og mange flere giver private adgang til en understrøm af iværksætteri.
Mange små spadestik
Succesfuld investering i startups kræver blod, sved og tårer og i første omgang en hård omgang gravearbejde. Den bedste måde at komme i gang er at ”source” investeringsmuligheder på helt egen hånd fra flere forskellige kilder. Her er 11 steder, du kan slå spaden i først:
#1 Dit personlige netværk
Investeringer i startups via personlige og professionelle relationer i iværksættermiljøet er stadig blandt de hyppigste årsager til startup-investeringer finder sted. Ikke bare i Danmark men også i veludviklede markeder som USA. Det bekræfter flere studier.
TOOLTIP: Allier dig med gatekeeperne
Du kan med fordel granske dit LinkedIn-netværk for personer fra startup-miljøet samt begynde at udforske, forbinde og introducere dig selv til nye pålidelige kilder i startup-miljøet. Gør dig vellidt blandt ”influencers” og ”gatekeepers”, som har fingeren på pulsen. Måske begynder de at henvise startups til dig.
#2 Keystones
Keystones er sat i verden for at finde og forædle de mange uslebne diamanter, som ligger skjult i det danske startup-landskab. Keystones består af over 250 risikovillige medlemmer, som aktivt sourcer, screener, kvalificerer, udvikler og investerer i lovende startups. Som medlem får du adgang til et væld af investeringsmuligheder præsenteret via ugentlige mailudsendelser, fysiske medlemsmøder samt en komplet online case-oversigt. Er man investor, så kan man investere fra 50.000 kr. og op efter.
TOOLTIP: Mød netværket
Få en forsmag på netværket og investeringsmulighederne via Keystones’ LinkedIn-gruppe her eller læs mere om hvad, du kan få ud af at blive medlem her.
#3 Investorforeninger
Danmark har et rigt foreningsliv, også når det gælder investering i startups. Lokale foreninger som Danish Business Angels og Business Angels Syddanmark giver muligheder for at møde startups via deres medlemsmøder. Medlemskab kræver, at man kan leve op til foreningernes investeringskrav – typisk i niveau 1,5-5 mio. kr.
TOOLTIP: Mød netværket
Deltag som gæst ved et af foreningernes 5-6 årlige medlemsmøder og find ud af om det passer til dig.
#4 Acceleratorer og inkubatorer
Hvert år bliver et nyt hold af landets fremmeste startups optaget i et accelerator-program som Danish Tech Challenge, Accelerace, Next Step Challenge, SCALEit med videre, hvor de får gratis fødselshjælp over nogle måneder. Inkubatorer tjener samme formål – dog over en ubegrænset periode.
TOOLTIP: Kalenderfør alle “demo days”
Besøg deres hjemmesider og hold dig opdateret omkring ”demo days”, hvor de deltagende virksomheder præsenterer sig for offentligheden og potentielle investorer.
#5 Startup konkurrencer
Både eksisterende og nye aktører søsætter årligt et væld af konkurrencer, hvor kapitalsøgende startups bejler til publikum, investorer og juryer. Eksempler er: Business Angel Årsmøde, Venture Cup, iVækstprisen, Creative Business Cup, Seed Discovery Day, Guldæg og mange flere.
TOOLTIP: Screen de nominerede
Besøg deres hjemmesider for en lynscreening af nomineringslister og vindere. Måske er der nogen af de deltagende startups, som fortjener din tid og opmærksomhed?
#6 Startup arrangementer
Listen af arrangementer og konferencer for iværksættere og interessenter i økosystemet er lang. Blandt vores top 5 er; Vækstfondens Årsmøde, TechBBQ, Iværk&Vækst, CPHFTW Hall Meeting og SLUSH (godt nok fra Finland – men kom afsted og få oplevelsen!). Du kan også møde startups samt andre investorer ved Business Angel Årsmøde, Odense Investor Summit og Growing Investors.
TOOLTIP: Tag en jordprøve
Er din interesse udelukkende at spotte investeringsmuligheder, så vil du ikke spilde din tid på lange foredrag. Screen agendaen for pitch-indhold og dine muligheder for frit at ”shoppe rundt” mellem netværksområder og startup-stande.
#7 Kontorfællesskaber for startups
Mange startups foretrækker at sidde under samme tag. Er du f.eks. interesseret i investering i finansielle tjenester, så har Copenhagen Fintech Lab et rigt udvalg af fintech-startups. Besøg også populære ”hubs” som Founders House, Startup Village, Soho/Noho, Rainmaking Loft, Culture Workspace, Dare2Mansion, Future Box eller Forskerparker som DTU Science Park, Syddanske forskerparker, Symbion, Novi, Incuba med flere.
TOOLTIP: Screen beboerlisterne
Ofte har diverse kontorfællesskaber eller coworking spaces en oversigt på deres hjemmeside over deres beboere. Måske gemmer der sig nogle uslebne diamanter iblandt dem?
#8 Rådgivningsinstanser
Både private og offentlige rådgivere fra væksthuse, erhvervshuse samt revisionshuse, advokathuse og banker har jævnligt kontakt med unge virksomheder, som søger hjælp og sparring. Derudover findes der også offentligt finansierede foreninger for frivillige rådgivere og mentorer som f.eks. Connect Danmark. Mentorprogrammer er udbredt blandt vidensparker og det offentlige. DTU Science Park Team Mentoring er et eksempel.
TOOLTIP: Mød dem via de øvrige kanaler
Rådgivningsinstanserne kan være en god kanal ud til startups, men det tager tid at opbygge relationer til hver enkelt. Mød dem via de øvrige kanaler.
#10 Iværksætterplatforme
Der bliver løbende lanceret oversigter og formidlingsplatforme til screening af startups – enten på initiativ fra privatpersoner, virksomheder eller det offentlige. Det kræver et vedligeholdelsesarbejde som langt de færreste er lykkedes med.
TOOLTIP: Gå på opdagelse på…
…thehub.dk eller tag en rundtur på HeyFunding.dk for et godt overblik over det danske startup-miljø.
#11 Personlig branding: lad virksomhederne komme til dig!
Ikke alle velhavere udlever mantraet om at bevæge sig under radaren: ”de som lever stille, lever godt”. Mange går den stik modsatte retning for at fylde indbakken op med kvalificerede henvendelser.
TOOLTIP: Prøv følgende…
Skal man følge de branding-orienterede investorers eksempel, så anbefales følgende manøvrer:
- Sørg for at dine aktiviteter foregår via en registreret virksomhed, f.eks. holding og/eller konsulentvirksomhed.
- Opret hjemmeside med beskrivelse af din baggrund, investeringsstrategi, dine ydelser og skriv indlæg, som kan deles på sociale medier, nyhedsbreve, avisklummer mv.
- Deltag som jurymedlem i iværksætterkonkurrencer eller fonde – se f.eks. Fonden for Entreprenørskab Mikrolegat.
- Bliv medlem af alle relevante netværk og foreninger
- Skab et navn gennem små investeringer i mange forskellige startups
- Forsøg af få pressen til at skrive om dine aktiviteter og del det med dit netværk
- Tilbyd dig selv som oplægsholder eller panelist ved top 5 iværksætter-arrangementer
Næste skridt: Investeringen sker ikke med et enkelt klik men over flere måneder
Det tager kun et enkelt klik at gennemføre en handel på aktiemarkedet. Men skal du handle startups kan det tage mellem 3 og 6 måneder. Årsagen er, at startups sjældent har tid og ressourcer til at forberede en investering med alt hvad det indebærer af overbevisende due diligence og underskriftklare dokumenter.
TOOLTIP: Test virksomhedens investormodenhed
For en hurtig vurdering af en startups investormodenhed – prøv denne test.
Som investor og risikotager har du al ret til at forhandle og sætte tid af til at lære virksomheden og folkene bag ordentligt at kende. Du skal have undersøgt alle økonomiske, tekniske og juridiske forhold grundigt, før pengene overføres. Også en advokat kan med fordel inddrages og vil med god sandsynlighed stille alle de rigtige men svære spørgsmål, som kan trække tingene yderligere i langdrag.
TOOLTIP: Medinvester via syndikater
Investerer du sammen med andre f.eks. via et investorsyndikat, så kan advokatregningen og indsatsen deles mellem flere. Den fremgangsmåde har vi gode erfaringer med i Keystones.