Sådan laver du due diligence af startups
Hvad er en due diligence? Hvad indholder den ”komplette” due diligence, hvor meget tid kræver det og hvordan gennemføres det effektivt i praksis? Læs om ressourceallokering, processen, tempo, garantistillelse og due diligence checklister.
Læs også 4 råd om due diligence af startups
Hvad er en due diligence?
En undersøgelse af en virksomhed eller et aktiv inden underskrivelsen af en kontrakt. Ved due diligence af startups kan køber/investor undersøge 3-4 hovedområder:
- Teknisk due diligence – dokumentation om produktet/teknologien
- Juridisk due diligence – dokumentation om alle juridiske forhold: aftaler, rettigheder, forpligtelser mv.
- Økonomisk due diligence – dokumentation i form af bogholderi, årsregnskaber mv.
- Personlig due diligence – baggrundscheck og dybdegående indsigt i personerne bag virksomheden f.eks. straffeattest, personlighedsanalyse, stifternes referencer mv.
Formål med due diligence
En due diligence har til formål at gennemføre et helbredscheck og identificere risici. Da startups pr. definition er et hyper risikabelt aktiv, så kan listen af usikkerheder fortsætte i én uendelighed. Ikke desto mindre skal alt principielt set frem i lyset og etablere en gensidig tillid og en fælles forståelse. Due diligence skal forebygge konflikter og det fordrer typisk en 360 graders checkliste-gennemgang af virksomheden.
Due diligence er IKKE en validering af, om et startup er en god investering. Det er ikke en “dem mod os”-proces eller en 100% garanti for, at hver en sten er vendt.
Due diligence er ressourcekrævende
Studier viser, at kompleksiteten i due diligence kan opleves som en direkte hæmsko for investering i startups (Alternative Investment Forum 2017).
Det skal man selvfølgelig gerne undgå. Men det er komplekst, omfattende og tidskrævende. Derfor varierer due diligence-indsats og -kvalitet også afhængigt af om man f.eks. er privat investor eller fra en venture fond. Private investorer har ikke de samme ressourcer eller erfaringer som fondsinvestorer har til at gennemføre en komplet professionel due diligence. I praksis kan udfordringen løses på to måder:
1. Kollektiv due diligence
Private investorer kan løfte due diligence-byrden ved at investere via syndikater, hvor investorerne kan fordele due diligence-opgaverne mellem sig.
2. Løbende due diligence
Virksomheden og investor(erne) kan underskrive en simpel datingaftale, der forpligter investorerne og virksomheden til at teste et samarbejde af over en prøveperiode af 1-3 måneder. Formålet er gensidig due diligence og der er defineret nogle klare opgaver/roller, evt. ugentlig indsats og der er aftalt håndtering af evt. fremtidig medejerskab. Sideløbende indhentes alle relevante due diligence-informationer og ofte mere til i et ubesværet og sympatisk tempo, hvor der ikke er en stemning af boksekamp eller tovtrækkeri i luften. Denne tilgang kræver dog, at virksomheden har likviditeten til det og at parterne generelt har tålmodighed til at trække processen ud.
Hvor meget tid skal du/I bruge på due diligence?
Tidsforbrug afhænger ofte af investeringens størrelse. Drejer det sig f.eks. om en investering på 500.000 kr. så kan due diligence foretages mere “minimalistisk”, end hvis der f.eks. er over 5 mio. kr. på højkant. +20 timer anvendt på due diligence øger sandsynligheden for succes, viser en engelsk business angel analyse. I kalendertid tager forløbet typisk mellem 2 og 6 uger.
Hvis due diligence skal gå hurtigt
Her er 5 konkrete råd til, når det kniber med tiden.
1. Kombinér kundeliste, faktureringsliste og bankkonto
2. Besøg cvr.dk – og tag kontakt til eksisterende og/eller tidligere investorer og få en snak
3. Altid milepælsbaseret investering, start småt
4. Investér sammen med andre og del due diligence opgaverne mellem jer 5. Læn dig op ad andre investorers due diligence arbejde
Eksempel på en typisk due diligence proces
For hvert skridt skal man vurdere om processen skal stoppes.
- 1-2 møder med stiftere/ejere/ledelse for at lære dem bedre at kende Overblik over om investor/syndikat kan ”levere varen” – dække kapitalbehovet.
- 1. del af due diligence
- Term sheet på bordet – keep it simple
- Præsentation for syndikatet – med efterfølgende 90% commitment på investeringsramme
- 2. del af due diligence
- Investeringsoplæg/investeringsaftale og øvrige dokumenter sendes til syndikatet.
- Bindende tilsagn
Hvad sker der før due diligence?
1. Indledende screening, dating: | 2. Forberede due diligence: | 3. Due diligence proces: |
Problem/behovet i markedet | Finansieringsstrategi: Enighed i ejerkreds og ledelse | 1.Fortrolighedsaftale |
Forretningsmodel | Procesansvarlig: Aftale om involvering | 2.Term sheet |
Kunder og markedet | Advokat: Aftale om involvering på plads | 3.Investeringsaftale |
Konkurrenter | Revisor: Aftale om involvering på plads | 4.Direktørkontrakt(er) |
Status og milepæle | Ejere og ledelse kan agere hurtigt i investorprocessen | 5.Konkurrenceklausuler |
Virksomheds struktur og ejerskab | Fil– og informationsdeling håndteres professionelt med hjælp fra digitale tjenester | 6.Garantistillelse |
Finansielle nøgletal, regnskaber, budget 2 år frem samt gæld og andre forpligtelser | Deadlines og plan på plads | 7.Ejeraftale |
Team – drift, bestyrelse, ejerkreds | Underskrifter og transaktioner foretages digitalt | 8.Vedtægter |
Kapitalbehov | 9.Cap table | |
Investorprofil/investor kompetencer | 10.Lånedokumenter | |
Er valuation afstemt og valideret med eksterne investorer | 11.Generalforsamlingsreferater | |
Nuværende ejerkreds går med i den kommende runde | 12.Årsregnskab | |
13.Budget | ||
14.Likviditetsbudget | ||
15.Bankudtog | ||
16.Osv… |
Early stage due diligence: Hvem er involveret i processen?
På investor-siden: | På startup-siden: |
Lead investor | CEO |
Advokat | Advokat |
Revisor | Revisor |
Syndikat-investorer – involveres f.eks. på deres spidskompetencer | Bestyrelsesformand |
Værktøjer til due diligence
- Datarum (her anvendes typisk alt fra professionelle datarum-software til simpel Dropbox-folder)
- Digital signatur – f.eks. Penneo
Er garantistillelse en reel garanti?
Garantistillelsen kan indeholde en lang liste af punkter, hvor selskabet garanterer, at alle kortene er lagt på bordet, at alle skeletterne er ude af skabet osv. Selvom parterne skriver under på standard garanti-klausuler, så lurer spøgelserne stadig. Stifterne kan have lavet små men fatale fejl i regnearket, man først opdager senere. Hovedkunder kræver betydelige summer retur, som de måske var i deres gode ret til men stifterne havde undervurderet/nedtonet sandsynligheden heraf før investeringen fandt sted. Pudsige familie-relationer mellem revisor, advokat eller stifterne, der ved et tilfælde bringes frem i lyset. Kun fantasien sætter grænser.
Eksempel på en garantistillelse:
I forbindelse med indgåelsen af Investeringsaftalen afgiver virksomhed XX og person NN og YY følgende garantier (herefter benævnt ”Garantierne”) om Selskabet og deres virksomhed:
1.at Selskabet ikke har datterselskaber eller associerede selskaber,
2.at Selskabet er lovligt stiftet og registreret hos Erhvervsstyrelsen, og at alle forhold vedrørende Selskabet, som efter gældende lovgivning skal anmeldes til Erhvervsstyrelsen, er anmeldt korrekt,
3.at der hverken af generalforsamlingen eller bestyrelsen er truffet beslutninger af væsentlig betydning for Selskabet og dets forhold, som investor ZZ ikke er gjort skriftligt bekendt med, samt at der ikke i forhandlingsprotokollerne for generalforsamlingerne eller i revisionsprotokollerne findes oplysninger af væsentlig betydning om Selskabet og dets virksomhed, som investor ZZ ikke er gjort skriftligt bekendt med,
4.at hverken Selskabet, Stifterne eller nogen tredjemand er berettiget eller forpligtet i henhold til nogen aftale eller ensidig retsakt, der vedrører rettigheder over eksisterende eller fremtidige kapitalandele i Selskabet, herunder – men ikke begrænset til – købs- og salgsoptioner, forkøbsrettigheder, aktietegningsretter (warrants), konvertible obligationer eller lignende
5.at de på de ordinære generalforsamlinger for Selskabet reviderede og godkendte årsrapporter for regnskabsårene xx, med dertil hørende specifikationer er udarbejdet i overensstemmelse med anerkendte og konsekvent og uændret anvendte regnskabsprincipper og lovgivningens regler om god regnskabsskik, giver et retvisende billede af Selskabets økonomiske stilling,
6.at Selskabets revisionsprotokoller ikke indeholder væsentlige anmærkninger fra Selskabets revisorer,
Top 7 over due diligence checklister
- Angel Capital Association – Due Diligence checkliste table
- UK Business Angels Associatin – Due Diligence check lists
- 50 Fold – Due Diligence Checklist Template (excel-liste til gratis download ved signup)
- Keiretsu Forum – Due Diligence Handbook
- Angel Investment Network – Startup Due Diligence for Investors – Best Practices & Checklist
- Busy Monk – Startup Due Diligence Checklist
- Magnus Kjøller: 200 spørgsmål til din forretning
Eksempel på en due diligence checkliste
Selskabsdokumenter
- Selskabets organisation, struktur og ejerskabsstruktur inkl. datterselskaber/filialer
- Vedtægter
- Ejeraftale
- Opdateret historisk resumé fra Erhvervsstyrelsen
- Referater fra alle bestyrelsesmøder og generalforsamlinger siden stiftelse
- Overblik over beslutninger vedtaget af ejerkreds
- Regnskaber siden stiftelsen af selskabet
- Ejerandelsfortegnelse/captable
- Opdateret oversigt vedrørende warrants/aktieoptioner/incitamentsordninger siden selskabets stiftelse
- Beslutninger/juridiske forhold som endnu ikke indgivet til Erhvervsstyrelsen
- Forretningsorden for bestyrelsen
- Samtlige forkøbsrettigheder eller andre rettigheder påhvilende selskabets ejere samt evt. deltagelse i andre selskaber
- Dokumenter og aftaler som viser selskabets bindinger inkl. tredjepartsaftaler
- Selskabets aktiebreve/rettighedsbeviser
- Information om pant, krav, optioner eller fortegningsret og forpligtelser af enhver art tilknyttet anparterne i selskabet
Kommercielle aftaler
- Liste over betalende og ikke-betalende kunder samt liste over priser, rabatter og rabataftaler
- Væsentlige kontrakter såsom licensaftaler, tekniske aftaler, aftaler med kunder, leverandører, partnere
- Konkurrenceklausuler, kundeklausuler eller lignende konkurrencebegrænsende rettigheder eller forpligtelser
- Markedsføring, salg, reklame, distribution, provision, konsulent eller andre aftaler
- Generelle salgs-og / eller købsbetingelser, ordrer, fakturaer etc.
- Leje eller leasing-kontrakter på udstyr mv.
- Kontrakter mellem associerede selskaber og samarbejdspartnere
- Samarbejdsaftaler med revisorer, advokater og andre selvstændige konsulenter
- Kontrakter med selskabets aktionærer eller nært forbundne selskaber eller personer
- Kontrakter om køb eller salg af virksomheder eller aktiver siden selskabets stiftelse
- Ethvert andet materiale som indeholder aftaler og forpligtelser, der ikke er nævnt ovenfor
- Beskrivelse af forpligtelser eller aftaler som ikke er udtryk for markedsvilkår/armslængde princip
- Garantier, der gives af selskabet i henhold til en aftale, samt beskrivelse af eventuelle garantikrav siden stiftelsen af selskabet, og samlet angivelse af alle forpligtelser herunder
- Hensigtserklæringer, støtteerklæringer mv. udstedt af selskabet eller af tredjemand til fordel for selskabet
- Beskrivelse af direkte og indirekte interesser i selskabet, f.eks. bestyrelsesmedlemmers eller lederes interesser i konkurrerende selskaber eller personer, med hvem selskabet driver forretning
- Alle forsikringspolicer vedrørende selskabet, dets aktiver og egenskaber, og dens medarbejdere
- En liste der beskriver eventuelle verserende sager eller tvister med forsikringsselskaber eller bestridt dækning
- En beskrivelse af alle forsikringskrav i selskabet siden dets stiftelse
Organisationen
- Alle ansættelseskontrakter og konsulentaftaler samt tillæg hertil, herunder særskilte aftaler vedrørende aflønning i naturalier, bonus, pension, fratrædelsesordninger, firmabil og andre personalegoder
- Oversigt vedrørende medarbejderne med angivelse af anciennitet, opsigelsesvarsel og nuværende løn og bonusser mv.
- Pensionsaftaler, der ikke er omfattet af en pensionsordning
- Referenceliste på nøglepersoner i ejerkreds og team
- Organisationsdiagram for selskabet
- Gruppelivs/ulykke- samt andre forsikrings-og pensionsordninger af enhver art
- Enhver overskudsdeling, bonus eller lignende aftaler
- Kollektive overenskomster og eventuelle lokalaftaler eller tillæg hertil
- Personalepolitikker/håndbøger, eller andre instrukser af enhver art, vedrørende selskabets beskæftigelsesforhold
- Oplysninger om lån ydet til medarbejdere eller ledelse
- Oplysninger om nøglepersonel, der har forladt selskabet inden for de seneste to år eller har varslet at gøre det
- Oplysning om verserende eller forventede fratræden vedrørende nøglemedarbejder
- Oversigt vedrørende arbejdsmiljømæssige forhold, herunder oplysninger om evt. arbejdsulykker eller lignende siden stiftelsen af selskabet og eventuelle væsentlige arbejdsmiljømæssige problemer i denne periode
Materielle aktiver og tilladelser
- Skøder/ fast ejendom. Registreringer fra tingbogen og BBR m.v., SKAT m.v.
- Alle leje / leasing kontrakter med hensyn til fast ejendom, herunder angivelse af deposita m.v.
- Udskrift af tingbogen vedrørende udlæg, servitutter og pant i ejendommen og dokumenter og aftaler i relation hertil
- Information om tvister vedrørende fastejendom, eller verserende eller forventede påbud m.v.
- Beskrivelse af evt. aftaler vedrørende ”sale and lease back” arrangementer
- Beskrivelse af materielle aktiver og al ejendom, som er genstand for ejendomsforbehold, pantsætning el. lignende
- Oplysninger om miljømæssige spørgsmål vedrørende selskabets lokaler, korrespondance med offentlige myndigheder samt eventuelle ordrer, påbud, meddelelser eller anmodninger om oplysninger fra enhver offentlig myndighed
- Liste over alle tilladelser og registreringer, der er nødvendige for at gennemføre selskabets virksomhed
- Tilladelser i forhold til import-og eksportlicenser
- Suspension eller annullering af ovennævnte bemyndigelser og tilladelser som følge af anpartsoverdragelser
- Relevante sider af selskabets hjemmeside indeholdende dokumentationen for overholdelse af gældende lovgivning om struktur og indhold af hjemmesider, beskyttelse af forbrugerne, kundedata, GDPR mv.
Tvister
- Information om retssager, voldgiftssager eller andre tvistformer i selskabet siden stiftelsen af selskabet, herunder påkrav, resultater osv., inklusiv om forventede eller verserende sager samt en vurdering af det sandsynlige udfald. Dette gælder alle interessenter, både nuværende og tidligere, f.eks. kunder, leverandører, medarbejdere
- I det omfang selskabet har til hensigt at gennemføre retssager eller der er tegn på, at sagsanlæg vil blive iværksat mod Selskabet (herunder uden begrænsning i forhold til evt. tilladelser, beskæftigelsesspørgsmål, produktansvar og miljøansvar), samt oplysninger og enhver relevant dokumentation i denne henseende
- Revisionsundersøgelser/erklæringer vedr. årsrapporter og regnskaber siden stiftelsen af selskabet
- En liste over eventuelle klager fra, påbud fra, tvister med eller retstvister med offentlige myndigheder, herunder men ikke begrænset til spørgsmål vedrørende miljøspørgsmål, tilladelser og registreringer m.v.
- Information om verserende/afsluttede tvister med skattemyndighederne
- Skatte eller momsmæssig korrespondance med Skat siden stiftelsen af Selskabet
- Oplysninger om, hvorvidt selskabet har foretaget nogen transaktion, hvor tilladelse fra skattemyndighederne er søgt eller burde have søgt, herunder bindende forhåndsbeskeder og lign.
- En redegørelse for alle eksisterende og fremførte tab
Rettigheder
- Liste over varemærker, navnerettigheder, brugsmodelrettigheder, registrerede mønstre, firmanavne, selskabsnavne, logoer, patenter og ophavsrettigheder, domænenavne og knowhow, der ejes af eller tilhører selskabet
- Registreringer, (certifikater) og ansøgninger om registreringer
- Beskrivelse af ejerforhold og restriktioner for ejerskab og retten til at anvende og overføre immaterielle rettigheder, herunder ophavsrettigheder til software
- Fortrolighed, royalty, licensaftaler eller lignende aftaler om immaterielle rettigheder
- Beskrivelse af eventuelle immaterielle rettigheder, der tilhører ledere eller medarbejdere i selskabet
- Beskrivelse af retssager/tvister immaterielle rettigheder, der tilhører selskabet samt deres udfald eller aktuelle status
- Beskrivelse af overtrædelse af immaterielle forpligtelser med relation til selskabet siden dets stiftelse (samt evt. verserende sager) og enhver anden påstået overtrædelse heraf, inkl. vedrørende rettigheder tilhørende en tredjepart
- Beskrivelse af eventuelle tilsagn angående immaterielle rettigheder
- Oplysninger om hvilke teknologier fra tredjepartnere, der er essentiel for virksomhedens fremtidige drift
Økonomien
- Alle årsregnskaber siden stiftelsen af Selskabet, herunder specifikationer etc.
- Månedligt og / eller kvartalsrapporter siden selskabets stiftelse
- Budgetter og årsberetninger siden selskabets stiftelse
- Revisionsberetninger og andre meddelelser fra selskabets revisor siden stiftelsen af selskabet
- Lånekontrakter, pantebreve, overtræk, oversigt vedrørende kreditaftaler/kassekreditter, etc.
- Identifikation af samtlige af selskabets banker eller finansielle institutioner
- En liste over alle forpligtelser, tilbageholdsret, pant eller andre sikkerhedsinteresser i forbindelse med selskabets aktiver, herunder udskrift fra selskabets personbog/tingbog
- Aftaler som skaber forpligtelser i selskabet til fordel for tredjemand, herunder lån, garantier, sikkerhedsinteresser
- En liste over garantier og sikkerhedsstillelser til gavn for selskabet samt dokumentation herfor
- Aftaler om udestående forskud, lån eller andre finansielle arrangementer mellem selskabet og aktionærer
- En tidsplan som identificerer alle eventualforpligtelser og forpligtelser i selskabet.