Hvad er låne-crowdfunding?

Det enkelte lån er splittet op i flere mindre andele, hvor hver långiver modtager afdrag og renter i forhold til deres andel af det samlede lån.

Låne-crowdfunding eller “crowdlending” er en undergruppe af crowdfunding, hvor en virksomhed eller privatperson kan låne fra en gruppe personer gennem en online platform, som tager et eller flere gebyr(er) for at facilitere transaktionerne. Det enkelte lån er splittet op i flere mindre andele, hvor hver långiver modtager afdrag og renter i forhold til deres andel af det samlede lån. I forhold til donations- og reward-crowdfunding, så adskiller låne-crowdfunding sig ved at långiverne ønsker et finansielt afkast i form af renter på lånet.

Der er typisk ingen begrænsninger på, hvem som kan låne penge ud. Derimod skal alle låntagere gennem en kreditvurdering, som typisk bliver foretaget af platformen. De valgte rentesatser kan bestemmes på flere måder f.eks. ved at platformen vælger en rente baseret på kreditvurderingen eller ved at lade det være op til långiver gennem en auktionsmekanisme.

Platformene har typisk to forskellige målgrupper

Der findes i Danmark fem aktive låne-crowdfundingplatforme som overordnet set kan inddeles i to typer afhængig af låntager:

P2P – virksomheder med et lånebehov: Private investorer låner penge til små- og mellemstore virksomheder til f.eks. anlægsaktiver, arbejdskapital og eksportfremstød.P2P – privatpersoner med et lånebehov: Private investorer låner penge til private til f.eks. større køb, boligudbetaling og låneomlægning.


Kreditvurdering

Typisk bliver låneansøgninger vurderet af virksomheden bag P2P-låneplatformen. De lån der bliver vurderet kreditværdige nok, får lov at køre en låne-kampagne på P2P-låneplatformen, hvor investorer kan se lånenes varighed, rentesats, regnskabsinformationer mm. Investorerne, der både kan være private og professionelle, kan udlåne hele eller dele af det beløb, som låntagerne efterspørger.

Udlånsproces

Udlånsprocessen foregår typisk ved, at mellem 50-300 långivere tilbyder at udlåne f.eks. 2-3000 kr. for 7-15% rente og så er det op til låntagere at acceptere én til flere af långivernes tilbud indtil det samlede beløb er rejst til en given gennemsnitsrente.

P2P-låneplatformene er mere omkostningseffektive end bankerne, da de har lavere omkostninger til personale, filialer og regulering, så de kan på den baggrund tilbyde favorable lånevilkår til låntager og en attraktiv investeringsmulighed for investorerne.