Hvad er Anti-Dilution (“udvandingsbeskyttelse”)?
Anti-dilution er en økonomisk præferenceret, som nogle gange (men ikke altid) tillægges investorerne via selskabets vedtægter og/eller ejeraftale.
Anti-dilution indebærer en ret for investoren til at modtage (eller købe billigt) yderligere kapitalandele i Selskabet i tilfælde af, at en senere investeringsrunde sker til en lavere pris pr. kapitalandel, end den pris, som investoren selv betalte pr. kapitalandel (en såkaldt ”down-round”).
Antallet af kapitalandele, som investoren er berettiget til at modtage (eller købe billigt), afhænger af, hvilken anti-dilution model, som parterne ender med at aftale. De almindelige modeller er ”Full Ratchet Anti-Dilution”, ”Narrow Based Weighted Average Anti-Dilution” og “Broad Based Weighted Average Anti-Dilution”, og de dækker over forskellige koncepter/matematiske modeller til beregningen af antallet af kapitalandele, som investoren er berettiget til efter en down-round.
Full Ratchet Anti-Dilution er konceptuelt og matematisk den simpleste model, men anses normalt for meget ugunstig for Stifterne. Narrow Based eller Broad Based Weighted Average Anti-Dilution anses ofte for et godt kompromis mellem investorerne og Stifterne, og Narrow Based er typisk mere investorgunstig end Broad Based.